ACCEPT AF TILSTAND: Hvordan opnår man accept af sin smertetilstand for at kunne navigere i sine nye livsvilkår – og dermed opnå højere livskvalitet?

For mange smertepatienter kan det være en stor omvæltning, når man skal erkende, at de smerter, som man oplever, ikke forsvinder, og at de bliver kroniske – og at man skal lære at leve med dem.1 At lære at leve med smerterne er ikke bare noget, som man lige gør. Det tager tid, og det kan være en lang proces. For det kræver, at du lærer dig selv godt at kende, at du ved, hvornår smerterne er værst, og hvad du selv kan gøre for at undgå at blive så fysisk og psykisk udmattet, at du skal være sengeliggende i længere tid. 

Få gode råd til aktivitetsregulering her.

Lær at leve med din sygdom

Når du har fået diagnosen kroniske smerter, er først skridt på rejsen for at få det bedre, at du lærer at ’acceptere’ den tilstand, som du nu er i. Det vil helt sikkert påvirke dit liv både fysisk og psykisk, for det kan være svært at lide af en sygdom, som er ’usynlig’ for dine omgivelser.

Mange kan også have stor gavn af at tale med en psykolog, når man oplever kroniske smerter. Hos en psykolog kan du både få hjælp og støtte til at: Håndtere dine smerter, lære hvordan du kan leve med smerterne, gode værktøjer til at håndtere tab af funktioner og de forandringer, som følger med, når man bliver kronisk smertepatient.

Eksempel: Prøv at forestille dig, at du er diabetiker. Det er også en kronisk sygdom, som kræver, at man hver dag resten af livet skal behandles med insulin. Samtidig skal man også tænke over, hvad man spiser, hvor meget man har bevæget sig osv. Hvis denne diabetiker nægter at acceptere sin sygdom og tage hensyn til den, så kan det i værste tilfælde ende med, at diabetikere dør af sin sygdom. Diabikeren bliver nødt til at kende sin krop bedre, lære at behandle sig selv med insulin, og vide hvad han/hun selv kan gøre, hvis han/hun oplever ubehag. 

Det samme gælder for dig. For at kunne leve et godt liv, hvor smerterne ikke behøver fylde så meget, at de overtager hele dit liv, er du nødt til at kende din krop, dine grænser, din smertetærskel og meget mere. På den måde kan du nemlig styre smerterne bedre og leve dit nye liv, som du drømmer om, det skal være. Også selvom det kan være svært at acceptere din krop og de begrænsninger, den har. 

Lær at håndtere dine smerter 

Når man lider af kroniske smerter, så kan et skridt mod accepten af ens tilstand være, at man bliver opmærksom på netop at kende sine grænser og prioriteringer, så man bliver mere bevidst om, hvordan man gerne vil leve sit liv. 

Prøv denne STOP-øvelse. Lav den gerne flere gange i døgnet. Det tager ikke ret lang tid. 

1.     S – stop op: Stands den aktivitet, som du laver lige nu.

2.    T – træk vejret ind: Træk vejret dybt ned i maven et par gange, og fokuser på dit åndedræt.

3.    O – observer: Læg mærke til, hvad der sker i din krop lige nu. Har du smerter? Er du træt eller sulten?

4.    P – prioriter: Hvad vil du gøre nu, når øvelsen er slut? Vil du fortsætte aktiviteten, vil du tage et hvil, vil du gå en tur? Eller hvad vil du?

Øvelsen hjælper dig med at kende din krop, så du ved hvornår, du skal holde pauser, stoppe aktiviteten eller fortsætte den. For nogle gange så glemmer man midt i aktiviteten, hvordan man har det, og så ender man med at overanstrenge sig, og at man skal være sengeliggende i mange dage. Øvelsen hjælper dig med at acceptere, hvad du kan, og hvornår du kan det. 

Du kan læse mere om ressourceforbrug her.

Ikke alle dage behøver at være gode 

Selvom du ’accepterer’ din tilstand i dag, er det ikke sikkert, at du gør det i morgen. Og det er også helt okay. For det handler om at acceptere, at man ikke altid kan acceptere sin sygdom og det nye liv, som man skal lære at leve i.