FAKTA OM SMERTER: Hvad er smerter, hvilke smertetyper findes der, hvem får smerter, hvorfor og hvad kan man gøre? 

Kroniske smerter er smerter, som har varet i mere end seks måneder. Smerterne varer altså mere end den normale tid for heling efter skadens start.1 Men det kan være svært at vide, hvad en ”normal” tid for heling er, og derfor siger man, at hvis man lider af de samme smerter i mere end seks måneder, så lider man af kroniske smerter. 

Kroniske smerter kan forsvinde igen, men de kan også være længevarende, og nogle mennesker vil være ramt hele deres liv.1

Kroniske smerter har tidligere været kategoriseret som en tilstand2, men i dag er de anerkendt som en sygdom.2 Hvis du vil læse mere om, hvad det betyder for dig, at kroniske smerter nu betegnes som en sygdom, så klik her.

Typer af kroniske smerter1

  • Kroniske rygsmerter
  • Gigtsmerter og ledsmerter
  • Smerter efter nerveskader (neurogene smerter)
  • Smerter i sener og muskler
  • Piskesmæld
  • Kronisk hovedpine

Hvorfor får man kroniske smerter

Der kan være mange årsager til, at man bliver ramt af kroniske smerter. Nogle gange kender man årsagen. Det kan f.eks. være, hvis man har været ude for en ulykke eller skade. Andre gange kender man ikke årsagen til smerterne, og lægerne kan ikke forklare, hvorfor det netop er dig, som er ramt af disse smerter.1 Det kan være meget frustrerende, hvis man ikke ved, hvorfor man har smerter. 

Få hjælp hos din læge til at tale om frustrationerne. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal spørge om, så kan du finde inspiration til den gode samtale med din læge her.

Kroniske smerter og symptomer 

Forskellen på akutte smerter og kroniske smerter er, at man ved kroniske smerter ikke blot er nødt til at fokusere på at smertedække, men også er nødt til at kigge på de symptomer og livsændringer, som smerterne kan medføre.3 Blandt andet oplever mange kroniske smertepatienter, at de er trætte, depressive, har problemer med at sove mm.

Kroniske smerter kan give følgende symptomer1:

  • Træthed
  • Dårlig nattesøvn
  • Mistet livsglæde
  • Depression
  • Nedsat koncentrationsevne
  • Hukommelsesproblemer
  • Usikkerhed og angst
  • Nedsat aktivitet
  • Påvirket seksualitet
  • Social isolation

Hvad kan du selv gøre?

Selvom man måske ikke kan få smerterne til at gå helt væk - hverken med eller uden medicin - er der stadig nogle andre ting, som du kan gøre for dig selv. 

Fysisk aktivitet og en sund kost er noget af det vigtigste. For selvom det gør ondt, hvis du bevæger dig, så kan du lære at bevæge dig på nye måder. Og hvis du har en sund krop, så vil du ikke belaste din krop yderligere med f.eks. overvægt, som kan være hårdt for led og sener. 

Eksempelvis kan fysioterapi lære dig nye måder, som du kan bevæge dig på, så du både kan bevare nogle kropsfunktioner og samtidig træne din krop og undgå yderligere skader.1

Du kan finde gode råd til kost og motion her.